2025 set gennem bøger

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Her får du et indblik i, hvad tre forskellige, læsende mennesker anså for at være årets bedste læseoplevelser. De tre er: Lisbet Vestergaard, Christen Bonde og Jan M. Johansen. Næsten alle bøgerne udkom i 2025. En enkelt af dem har mange år på bagen. Pointen er: De gjorde indtryk på os i det forgangne år. Vi kommer vidt omkring: Fra lavmælt prosa, skønlitteratur på speed og gør-det-selv-litteratur til historiske romaner, smukt illustrerede fagbøger og en rejsebeskrivelse, der er julegaven til den reflekterende drengerøv m/k. Geografisk rammer vi også yderpolerne i form af Island, Hjørring, Irak, Nordpolen og det forgangne portugisisk imperium.

Lisbets bedste læseoplevelser 2025
De islandske forfattere skuffer aldrig. I år har jeg været berørt og beriget af læsningen af Auður Ava Ólafsdóttir roman DJ Bambi. Transkvinden Vindstille er 61 år gammel og bor i et højhus i Reykjavik. Hun går og venter på at blive opereret, sådan at hun får en krop, hun kan føle sig hjemme i. Vindstille har ingen ønsker om at leve anderledes endsige flamboyant. Ingen glittertøj til Vindstille, Hun drømmer derimod om at leve det almindelige liv, men hendes transition gør forholdet til ekskonen, sønnen og resten af familien tungt og svært. Hendes tvillingebror er dog et lyspunkt, og selv om Vindstille til tider overvejer at gå i havet og forsvinde, så holder verden fast i hende. Ikke mindst da en tidligere skolekammerat dukker op og beder om lov til at fortælle hendes historie.

At søge efter at være hjemme i sig selv er et tema, der foldes ud på en original og rørende måde i denne korte roman med store dybder. Ólafsdóttir har evnen til både at skrive stoisk, ømt, humoristisk og sorgfuldt. Hun rummer alle registrene og kan få de evindeligt skrigende måger til at minde om et græsk kor. Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at nu er jeg kommet lidt tættere på, hvordan det er at være Vindstille, også når hendes liv er smertefuldt. Den gave takker jeg forfatteren for.

Mågestel og DJ-virksomhed ses ikke så tit sammen.
Fin kontrast mellem tekst og billede og holdt helt lavmælt i udtrykket.

Hjemstavslitteratur
Romanen Gertrud skrevet af Erik Aalbæk Jensen udkom i 1956. Det vil sige, at den næste år har 70 år på bagen. Den dukkede op i mit forgangne læseår, fordi jeg har en morbror på 87 år, der er en ivrig læser. Han er pensioneret landmand, og derfor mente jeg, at Niels Krause Kjærs Ude for uden var noget for ham. Det var korrekt. Han læste den på to dage.

Min morbror Kristen Kjeldsen bor, ligesom min mor, i Vendsyssel. Han læser ny litteratur, klassikere og bøger fra de år, hvor han selv var ung. Her kommer Gertrud ind i billedet. Det er en roman, han har læst to gange på det seneste. Kristen har nemlig evnen til at vende tilbage til den litteratur, der taler til ham. Han skynder sig ikke altid videre til den næste bog på hylden. Jeg tænkte, at det var en fejl, at jeg aldrig havde hørt om eller læst Gertrud, når nu den optog Kristen så meget. Samtidig foregår bogen tæt på Hjørring, hvor jeg kommer fra, og derfor er romanen med på min 2025-liste. Det lykkedes at få fat på et ældre eksemplar, og endnu en gang sender jeg en kærlig tanke til de danske folkebiblioteker, der kan fremskaffe ALT, ikke mindst på grund af det velfungerede lånesamarbejde på tværs af kommunegrænserne.

Hvad handler Gertrud om? På bibliotek.dk står der lakonisk: “En ung pige, der har set sin far blive skudt som stikker, og de problemer denne begivenhed vedblivende skaber i hendes sind.” Men disse linjer kradser kun i overfladen.

Bogens fortæller er en tilrejsende forfatter, der for en stund bor i det lille lokalsamfund. Det er gennem hans øjne og ører, vi møder og hører om Gertrud, der er lærerinde og senere gift med den lokale præst. Gertrud er rejst langt væk fra hovedstaden, hvor hendes far blev skudt ned, men hun kan ikke komme fri af fortiden. Gennem hendes historie får vi udfoldet hele efterkrigstidens traumatiske register af skyld, vrede, skam og smerte. Aalbæk Jensens anden hovedperson, vil jeg påstå, er den vendsysselske natur, som han skildrer med de fineste, sanselige detaljer. Tænk, at ordene “Hjørring” og “juveler” kan optræde så naturligt ved siden af hinanden i samme sætning (“Stjernehavet strålede i de mørke nætter, og i stilheden hørte man efterårstrækkets første vingeslag (….) Langt borte lå Hjørring som en klynge juveler.“) Man skal beslutte sig for at bruge god tid på landskabsbeskrivelserne, for sproget rummer ældre udtryk og kræver, at man aktiverer sanserne. Men så bliver man også rigt belønnet. Jeg kan godt forstå, at Kristen taler varmt om Gertrud.

En blyantstegning ud over det sædvanlige.

Det gode liv med lim, saks og papir
Fra en tidlig alder har jeg været besat af papir. Brevpapir, kort, glansbilleder, klistermærker, papirtape, pap, gavepapir og selvfølgelig: Papir i bøger. Jeg har her på kanten til de 50 somre genfundet mit indre barn og med begejstring kastet mig over journaling. Det handler kort fortalt om at klippe ting ud og klistre dem ind i notesbøger. Man kan lave for eksempel lave tematiske opslag (efterårsstemning, en collage holdt i orange toner eller sider kun med cirkler), illustrerede lister (over bøger, ønsker, ting man er taknemlig for) eller opslag, der samler oplevelser i stil med sommerferie- eller rejseminder. Puk Hyllested har lavet en indbydende og inspirerende bog med titlen Journaling. Skriv, skab og bliv glad, der har fundet vej til mit krea-hjerte. Intet mindre. Hun forbinder journaling med ord som “refleksion”, “egenomsorg” og “taknemlighed”.

I bibliotekernes DK5-system er bogen kategoriseret under “61.36, Psykisk sundhed” og “76.8, Læder- og papirkunst”. Jeg synes, det siger alt.

Forsiden, der ikke kan undgå at gøre dig glad.

Lisbets litteraturliste
DJ Bambi af Auður Ava Ólafsdóttir, Batzer & Co., 2025, 211 sider.
Gertrud af Erik Aalbæk Jensen, Gyldendal, 1956, 158 sider.
Journaling. Skriv, skab og bliv glad af Puk Hyllested, Bogoo, 2025, 181 sider.


Christens litterære højdepunkter 2025
Som altid er det svært at vælge årets bedste bøger. Fravalget af nogle af de åbenlyse topkandidater er heldigvis blevet nemmere, fordi jeg har skrevet om flere af historiebøgerne andetsteds.

Jeg er så heldig at være boganmelder på Historie-online.dk under Dansk Historisk Fællesråd, en sammenslutning af museer, arkiver og alskens historiske foreninger.

Da min store passion som historiker er 1930erne og årtierne til begge sider, har jeg haft fingrene i bl.a.:

René Karpantschofs velskrevne moppedreng De ekstreme danskere, Charlie Krautwalds grundige Kampen om gaderne og ikke mindst Sofie Lene Baks fascinerende biografi om Olga Eggers, Triumf og tragedie. Eggers gik fra at støtte kvindekampen og Socialdemokratiet til at blive en forbenet og forbitret nazist og ekstrem jødehader resten af sit liv.

En anden anmelder snuppede Ditlev Tamms Opgør og retfærdighed for næsen af mig, men den er ønsket som julegave fra mine to skønne piger. Nu har jeg måske den at glæde mig til.

Retshistorikeren Ditlev Tamm har ny- og omskrevet sin historiske doktordisputats (han er også dr.jur.) fra 1984 om retsopgøret efter besættelsen.

Man gik hårdt til de danske nazister, men gik uden om at retsforfølge modstandsbevægelsens stikkerdrab og politikernes samarbejdspolitik med nazisterne – ”et juridisk galehus” er opgøret blevet kaldt. 

Nye synspunkter og 40 års mellemliggende forskning i besættelsens historie har givet Ditlev Tamm lyst til at tage sagen op igen. Som jeg har forstået, er den nye version på samme tid mere diskuterende og mere klar i mælet end førsteudgaven, hvilket er to store plusser i min sorte lommebog.

Jeg ville også gerne skrive om Peter Harmsens dyk ned i de SS-arkiver, der viser, hvordan man i al hemmelighed tog temperaturen på stemningen i den tyske befolkning før og under Anden Verdenskrig. Den må jeg glæde mig, for den venter ulæst på hylden.

Besættende julestemning a la Christen Bonde.

Nu til sagen
Mit udvalg til #Bogsnak skulle efter planen have cirklet om temaet ’sne’ – med håbet om, at vi så vil få en hvid jul i år. Valget faldt på fire bøger af lige så mange forfattere, hvor jeg i forvejen er storfan af to af dem. Desværre nåede jeg kun at læse én af bøgerne før deadline, norske Erling Kagges Nordpolen. Ham har jeg ikke stiftet bekendtskab med tidligere.

Eventyreren Erling Kagge (f. 1963) er den første til at have været på alle tre poler: Sydpolen, Mount Everest og Nordpolen. Kagge og vennens Børge Ousteds ekspedition til Nordpolen i 1990 var endda den første, der ikke gjorde brug af hjælpemidler som hunde, isscooter, forsyningsdepoter osv. Desuden er Kagge jurist, forfatter, kunstsamler og et filosofisk gemyt.

Det er en bog, jeg har kæmpet med. Faktisk fortrød jeg i starten, at jeg havde planlagt at skrive om den, endda anbefale den. Men jo mere jeg læste, jo bedre blev den.  

Første tredjedel er rodet, synes jeg. De mange emner – myter, kartografiens udvikling fra antikken til renæssancen, middelalderlig trosverden osv. – falder over hinanden i forsøget på at skabe et fuldstændigt billede af Nordpolen.

Ofte bliver kronologien eller afsnittets emnemæssige fokus på forstyrrende vis blandet op med forfatterens egne kommentarer og erfaringer, hvilket virker sært påklistret. Som at mikse forestillinger og selvoplevede erfaringer i én pærevælling.

Den røde tråd bliver langt stærkere, når vi når til opdagelsesrejserne. De barske beretninger bliver af og til krydret med filosofiske indsigter, især Edmund Burkes romantiske begreb om det sublime bliver en ledetråd i jagten på de moderne polarfareres motiver – et emne, som vel er bogens hovedanliggende: Hvorfor udsætter man sig for sådan noget?

Kagge skriver allerbedst, når læseren kan mærke, at stoffet berører, som når han fortæller om sine helte, landsmændene Roald Amundsen og Fritjof Nansen, eller om den amerikanske overskurk Robert Peary. Samlæsningen af Pearys persona med romanfiguren Kurtz fra Joseph Conrads Mørkets hjerte (eller filmen Apocalypse Now!) er kostelig.

Her optræder Kagges egne refleksioner og erfaringer på en langt mere tilbagetrukket og – tør man sige det? – elegant måde. Og faktisk er de langt mere til stede i fortællingen end tidligere. De får et eksistentielt præg.

Erling Kagge har simpelthen udgivet julegaven til den reflekterende drengerøv m/k.

Glædelig jul og godt nytår!

Litteraturliste (alle bøger er fra 2025)

Historisk:
René Karpantschof: De ekstreme danskere. Idéernes kamp før katastrofen 1921-1939, Gads Forlag.
Charlie Krautwald: Kampen om gaderne. Propaganda, protest og politisk vold i 1930erne, Gyldendal.
Sofie Lene Bak: Triumf og tragedie. En biografi om Olga Eggers, Gyldendal.
Ditlev Tamm: Opgør og retfærdighed. Opgøret efter besættelsen, Gyldendal.
Peter Harmsen: Det tredje riges øjne og ører. De hemmelige SS-rapporter 1939-1945, Lindhardt og Ringhof.

Det amputerede sne-tema:
Erling Kagge: Nordpolen. Historien om en besættelse, oversat af Dorte Andersson, Politikens Forlag
Sylvain Tesson: Hvidere end sne, oversat af Nils Schultz Ravnebjerg, Den Franske Bogcafés Forlag (Forlaget Bobo).
Karl Ove Knausgård: Arendal, oversat af Sara Koch, Lindhardt og Ringhof.
Sverker Sörlin: Sne. En historie, oversat af Søren Vinterberg, Gads Forlag.

Årets bøger ifølge Jan
2025 har været et godt år for bøger, hvis man spøger mig (Jan). Som den historienørdede nørd jeg er, har jeg boltret mig i gode læseoplevelser. Det var derfor ikke nemt a vælge seks bøger til årets liste, men jeg gav mig selv de benspænd, at det skulle være bøger på dansk, de skulle være udgivet i 2025 og så skulle det være bøger med en bred appel – i modsætning til nogle af mine andre anbefalinger, der, indrømmet, kunne være lidt vel eklektiske. De benspænd gjorde det sjovt nok nemmere at udvælge en håndfuld bøger til årets liste. Lad os starte.

Rovdyrenes tid af Giuliano Da Empoli
Nogle vil sikkert nikke genkendende til navnet Giuliano Da Empoli. Nogle kan sågar sikkert udtale det uden at lyde som en bondeknold fra Haslev som jeg selv – og måske endda have læst hans gennembrudsroman Troldmanden fra Kreml. (Og har man ikke det, så kan den kun anbefales.)

Men her er vi ovre i faglitteraturen i stil af et langt essay om moderne politik og teknologi, og Da Empolis evner med en pen fornægter sig ikke. Havde den pen ikke haft en stærk og til tider humoristisk – sort humoristisk forstås, – spids, så var Rovdyrenes tid en fuldtonet dystopi frem for den lige dele advarsel om fremtiden og indblik i nutiden, som den er.

Dyster læsning er det ikke desto mindre, for spørger man Da Empoli, så er demokratierne og den nuværende ordnede verden (hah!) ved at dø. Dræbt af en uhellig kombination og til tider sågar alliance af løbsk teknologi, endnu mere løbske tech-oligarker og ubehjælpsomme politikere.

Alt i alt en fremragende skrevet, kort bog, der kan skabe debat, eftertanke og måske også lidt frygt.

Julegavetip: Fin mandelgave til de voksne eller unge under uddannelse.

Minutmillionærer – gullaschbaroner, børshajer og champagnepiger af Poul Duedahl
Som et neutralt og lettere opportunistisk land under Første Verdenskrig opnåede handels- og landbrugslandet Danmark, og særligt en gruppe af moralsk fleksible mennesker, stor økonomisk succes. Vores skibe sejlede med hvad som helst til hvem som helst, og vi solgte alt, hvad der med lidt kogetid og brug af billigt krydderi kunne kaldes – uden altid at være det – mad til særligt tyskerne.

Men det var ikke kun halte heste og slagteraffald, der var penge i. Spekulanter og svindlere af enhver slags trivedes også, og pengene flød som champagne rundt i samfundet i krigsårene, og de skabte ikke kun en klasse nyrige, der får den gennemsnitlige russisk oligark til at virke som et dannet menneske, men løsnede også op for samfundets normer og moralske regler, ikke mindst, hvis man var kvinde. For perioden, som Poul Duedahl skriver om, bød på valgret og kørekort til kvinder, Danmarks første lesbiske roman, kække danse og kortere kjoler (hvem vidste kvinder havde ankler?!). Alt sammen noget, der kulturelt satte dybe, langvarige spor.

Bogen er ikke kun godt skrevet og interessant, men også smuk og spækket med interessant billedmateriale. Mangler man en gave, så er  Minutmillionærer som skabt til formålet.

Nu vi taler om frigjorte kvinder, så er det svært at komme uden om Sara Alforts bøger.

Da træerne voksede ind i himlen af Sara Alfort
Vi tager et skridt tilbage til slutningen af det 19. århundrede med Da træerne voksede ind i himlen, hvor vi følger en række historiske kvindelige kunstnere på deres vej rundt i de europæiske storbyer.

Som med Duedahls bog er der dømt fest og kalas, men denne gang med en række imponerende dannede og talentfulde kvinder som krumtap. Alfort beskriver med stor indsigt og fortælleglæde en tid, hvor kvindelige skandinaviske malere debatterede, festede og rejste Europa tyndt med overraskende stor frihed tiden in mente.

Det var en bog, jeg læste i bidder, hvor jeg tog et kapitel, når det lige faldt for, og på den måde fungerede bogen ekstremt godt. Plus, jeg lærte en masse om kunst (og glemte kvinder) undervejs. Som Minutmillionærer er der tale om en flot bog, der er meget gaveegnet.

Søfareren af Erika Fatland
Jeg absolut elsker Fatlands bøger! De er den perfekte kombination af rejseguide, historiebog og journalisme, og minder – hvis ikke man kender dem – stilmæssigt lidt om danske Puk Damsgårds bøger, særligt Arabica.

I Søfareren tager Fatland os med på rundtur i det forgangne portugisiske imperium. Og for et meget lille land i Europas udkant, er det alligevel imponerende, så langt omkring portugiserne kom, hvor meget jord de fik raget til sig, og hvor længe de formåede at fastholde deres imperium.

Det er den historie, Fatland fortæller med udgang i to spor. Den ene er et nutidigt, hvor Fatland rejser verden rundt med et fragtskib og taler med lokale kilder og karakterer, mens det andet er historisk og fortæller om stederne. F.eks. taler Fatland med en gammel general fra Guinea-Bissaus frihedskrig: ””Nu er der kun tre af os tilbage.” Brigadegeneralen smiler vemodigt og så med ét gammel ud. ”Det er svært for mig, hver gang en veteran dør. Et helt bibliotek brænder ned sammen med dem og er væk for altid.””

Bogen er en ordentlig mursten, hvilket nok kan afskrække nogle, men som med Alforts bog, så egner den sig godt til at læse i bidder.

Men der skal jo også være plads lidt skønlitteratur. Historisk skønlitteratur, naturligvis.


Lysmesse af Harald Voetmann
Der går et sejlivet rygtet om, at Stephen King var høj på kokain, mens han skrev nogle af sine tidligere bøger, og jeg kan ikke lade være med at tænke, Lysmesse var den bog, vi havde fået, hvis Umberto Eco havde været tårnhøj på et eller andet funky, da han skrev Rosens navn.

Lysmesse er nemlig en rablende velfortalt og vanvittig mere eller mindre historisk korrekt fortælling om munken Thomas af Monmouth, der i det 12. århundredes England bliver sat til at skrive om Sankt William og hans mirakuløse virke. Det kommer der en interessant historier ud, der desværre stadig kan mærkes i form af fordomme og konspirationer den dag i dag.

Der er få, der kan skrive som Harald Voetmann, når han er i hopla, og det er han unægtelig her. Sproget sprudler, men bevarer alligevel en tone og en stil, der signalerer, vi er i fortiden. Det er barske løjer, for historien er i bund og grund grum, men også både spændende og til tider ret sjov grundet Voetmanns sprog og evne til at male farverige karakterer.

Har man en historieinteresseret person i sin omgangskreds, der vægrer sig ved at læse skønlitteratur, så vil  Lysmesse  være en god gaveide.

Lad os slutte af med nok en bog med ”himlen” i titlen, og det er også årets – for mig – store overraskelse. Og ja, det er nok en historisk bog.

Floderne i himlen af Elif Shafak


Det er så her, jeg føler, jeg må indskyde, jeg ikke får løn eller gratis kaffe af de gode folk på Gads forlag. De udgiver bare nogle gode bøger med historisk indhold.

Men tilbage til de himmelske floder. Vi har igen med en bog at gøre, der bevæger sig i flere spor på tværs af tid og sted, så man skal holde tunge lige i munden, når man med udgangspunkt i Gilgamesh-eposset bliver ført til oldtidens Mesopotamien og nyere tids London, Tyrkiet og Irak, blandt andet under ISIS’ storhedstid.

Vand binder historiens overordnede tre spor sammen, for som Shafak så smukt skriver, så husker vand, mens menneskene glemmer. Vi kommer fra Assurbanipal (yes, ham med biblioteket) over en nutidig yazidis ønske om at døbe sit barnebarn i helligt vand, der fører til opdagelsen af en englænders grav, til en lettere fiktionaliseret udgave af opdagelsen af det indtil da forsvundne Gilgamesh-epos af selvsamme engænder, og så tilbage igen.

Pyh, man skal holde tungen lige i munden, men hold da op, det er en smuk, episk og til tider også hjerteknusende hård historie, som jeg skylder min kollega Karen-Margrethe Revsbæk på Roskilde Bibliotekerne stor tak for at have anbefalet. (Tak, KM.)

Havde bogen været hardcover, havde den været den perfekte og smukkeste gave, men selv i en lidt slatten softcover-udgave er den en perfekt gave til den lidt kræsne eller nysgerrige læser.

Det var seks bøger fra det rige bogår 2025, som jeg kun kan anbefale på det stærkeste.

Jans litteraturliste
Rovdyrenes tid af Giuliano Da Empoli, Politiken, 2025, 166 sider.
Minutmillionærer – gullaschbaroner, børshajer og champagnepiger af Poul Duedahl, Gad, 2025, 287 sider.
Da træerne voksede ind i himlen af Sara Alfort, Gads Forlag, 2025, 319 sider.
Søfareren af Erika Fatland, Information, 2025, 695 sider.
Lysmesse af Harald Voetmann, Gyldendal, 2025, 498 sider.
Floderne i himlen af Elif Shafak, Gad, 2025, 495 sider.

Et udpluk af lister fra andre år

2016: Top tre med Svend, Carina og flunkerne
2017: Lisbets julebud: Årets tre bedste bøger
2018: Lisbets top tre for 2018
2019: Årets bedste bøger ifølge Jan
2020: Bogsnaks top tre i 2020
2021: Jans litterære prøvelser i 2021


Portræt af en læser, der tegner

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Anya Winqvist er illustrator og forfatter. Hun laver bøger, plakater, animationsfilm, grafik og podcasts, og oven i det tager hun også ud på skoler og biblioteker og laver workshops med børn. I dette interview møder du først og fremmest Anya som læser. Jeg mødte Anya i 2023, da hun samlede flere grupper af unge, som skulle udvikle læsehacks, og jeg var med på sidelinjen som praktisk gris. Alle de gode ideer finder du på siden læsehack.dk. Men du kan jo begynde med at hacke dine egen læsning ved at få et indblik i Anyas liv som læser. Jeg er sikker på, at det vil inspirere dig.

Hvad er den første bog eller læsesituation, du husker?
Jeg lærte selv at læse, da jeg var omkring fem år. Jeg husker meget tydeligt, at jeg sidder med en bog, og det går meget godt, indtil der kommer et langt og kringlet ord, jeg ikke kan gennemskue. Jeg spørger min mor eller far, og ordet er bondegård. Jeg er ganske sikker på at det var Lademanns Læse-selv-bøgerne, helt vidunderligt illustrerede af Atillio Cassinelli.

Hvilken rolle spillede læsning i dit hjem? 
Jeg var så heldig at vokse op med en overflod af læsemuligheder. Som yngst af tre søskende var en lind strøm af abonnementer og bogkøb allerede iværksat og for mig bare noget, som fandtes. Nye tegneserier hver måned, Det bedste (Readers Digest), billedbøger på dansk og engelsk, de Illustrerede klassikere, min fars Motor-blad, Søndags BT, avisen, Disneys bogklubber, Bamsebladet, Fantomet, Anders And, Min Hest og så videre i stor stil. Boghylderne bugnede og gik nogle gange op i limningen. Lademanns Leksikon blev flittigt konsulteret, og jeg havde aldrig under 5 faste pennevenner. Min skole havde verdens bedst skolebibliotek, og jeg havde lånerkort til både det lokale folkebibliotek og min bedstemors lokale bibliotek, så jeg kunne låne der i sommerferien. Jeg læste alt og lidt til. På familieferier læste vi ofte den samme bogserie, og ventede på at hinanden blev færdige med næste bind, så vi kunne læse videre.

Hvilken læseoplevelse fra din ungdom har sat sig fast i din krop?
Det er nærmest umuligt at vælge en. Jeg levede mig med i verdener fra Narniabøgerne til Ringenes Herre, fra Linda og Valentin til Freddy Miltons Søren Spætte-albums. Men jeg husker måske alligevel særligt Susan Coopers The Dark is Rising-serie om Will Stanton – fordi det var nye bøger, og fordi Will var 11 år ligesom jeg. Vi kaldte det vist ikke rigtigt Fantasy den gang, og det vrimlede ikke med gode Fantasy-bøger for børn, som det gør i dag. Jeg var ikke superinteresseret i realisme og bøger om almindelige teenageliv og relationer, så jeg var noget rådvild i 12-årsalderen, hvor jeg skulle gå hen med min læsning. Heldigvis fandt jeg Science Fiction, og voksenlitteratur som f.eks. Umberto Ecos Rosens Navn og Jørn Riels fantastiske univers.

Hvad betyder illustrationer og billeder i bøger for dig?
Hvor jeg elsker den rene tekstbog, for at den lader mig bygge en fantastisk verden inde i mit hoved, så holder jeg mindst ligeså meget af illustrerede fortællinger, som billedbøger, tegneserier og graphic novels. De er to ret forskellige fortællemåder, og sidstnævnte lader mig se et andet menneskes visuelle forestilling og udtryk. Ligesom en forfatter kan lege med sproget, så tager en illustrator verden og leger med den visuelt. Jeg vil ikke undvære noget af det.

Anya i en klassisk situation: Med pen i hånd.


Hvordan kom du selv til at arbejde med bogmediet?
Jeg både skrev og tegnede meget i min ungdom, men flyttede til Sverige som 21-årig og skiftede hverdagssprog. Måske var det medvirkende til at jeg blev tegner, for fortælle-genet ligger helt klart i familien, og ud skal alle tankerne af hovedet på den ene eller anden facon. Jeg startede tidligt med at arbejde med børnekultur, men det tog lang tid inden det blev netop bogmediet og billedbøger. Og så er jeg ikke særlig god til at lave det samme om og om igen, så jeg tegner til alt muligt andet end bøger også. Og laver podcast om bøger, med børn.

Anya er blandt andet aktuel med workshoppen Det gode ved mig. Med oplæsning af sin billedbog Den dér krop tager Anya børn med på opdagelsesrejse i, hvad der er det gode ved dig og mig og os. Bogens udgangspunkt er, at kroppen, det vil sige os selv, er fantastisk helt af sig selv.


Hvordan ser dit læseliv ud på en helt almindelig uge?
Jeg læser ikke bøger hver uge. Bøger vil jeg gerne læse ud i et stræk, så jeg holder lidt pause ind i mellem. Jeg er med i et par bogklubber, så pauserne aldrig bliver for lange. Jeg læser selvfølgelig også faglitteratur og billedbøger. Måske læser jeg nok alligevel lidt hver uge 🙂

Du har taget en master i Børns litteratur og medier. Hvad er det vigtigste, du tager med den fra uddannelse?
Menneskerne! Oh fryd, at få lov til at hænge ud med en masse andre, der elsker bøger og børnekultur.

Hvordan har du det med lydbøger?
Altså hvad som helst, som giver dig en på opleveren, og får dig til at leve dig ind i verden eller historie, er jo fedt. Jeg kender en del børn og unge, som stort set kun læser lydbøger, fordi det fungerer bedst for dem. Men de går for langsomt for mig, og så er jeg bare ret vild med at sidde med en papirbog og være absorberet.

Hvilke bøger læser du lige nu?
Jeg har lige med stor glæde læst Vi er en kat (1905) af Sōseki Natsume, oversat af Nicolai Lerche på forlaget Kokon, og så skal jeg skynde mig i gang med Susanna Clarkes The Wood at Midwinter (2024), så jeg kan nå den til bogklubbens juleafslutning.

Flere læserportrætter af dygtige fagfolk
Dyk ned i portrætterne og mød en forsker, en præst, en oversætter og op til flere biblioteksmennesker.

Portræt af en kræser læser med en bred smag
Portræt af en frisat læser
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en læser med lister
Portræt af en litteraturformidlende læser
Portræt af en læser i det italienske hjørne
Portræt af en læser i Norge

Portræt af en læser på næsten fire år

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Læsere kommer i mange aldre. I denne portræt-serie har der været læsere på fem og halvfems år og alt derimellem. Nu er det blevet tid til at få de helt unge og sprøde med.

Her møder du Bille, der er født i 2021 og som om ganske få dage fylder fire år. Han er min nevø, og jeg har interviewet ham ad to omgange: Først hjemme ved vores spisebord og derefter på en gåtur hen til vores yndlingscafé på Nørrebro, hvor vi nyder en æblemost og kaffe og får snakket om løst og fast, verdens gang og de mennesker og hunde, der går forbi på gaden.

Hvem læser for dig?
Det gør Pelle. Det er ham nede i børnehaven. Han er fire trekvart år. Han læser for mig, når vi har været på legepladsen. Han læser Leopold-bøger. Dem kan jeg gode lide.

De humoristiske Leopold-bøger er skrevet og illustreret af Dina Gellert og udgivet på forlaget Bolden. Bøgerne handler om følelser, lige fra jalousi og kærlighed til vrede og tristhed.

Hvad laver du på biblioteket?
Jeg læser bøger. Jeg leger.

Hvor mange bøger låner du på biblioteket?
Tusindhundrede!

Hvad er den mindste bog, du har?
Det er en med Rasmus. Altså en pixi-bog med Rasmus Klump.

Hvordan tror du, man lærer at læse?
Man bruger sin fantasi.

Hvem skal lære dig at læse?
Min mor.

Hvad vil du læse, når du selv bliver større og selv kan læse?
Jeg vil læse uhyggelige bøger!

Jeg er selvfølgelig inhabil, fordi Bille er min højt elskede nevø, men jeg finder svaret på ”Hvordan tror du, man lærer at læse?” for udsædvanligt klogt og samtidigt indlysende: Man bruger sin fantasi!  

Bille har en stor forkærlighed for flag, især det thailandske, sydkoreanske, spanske og svenske. På dette billede har han fået lov til at bladre i sin ældre fætters flagbog. Faglitteratur, der fænger!

Flere læserportrætter med børn og unge
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læser i 2. klasse
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en gymnasieelev der læser

Åndelig optur?

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Anders Matthesen har det svært med udtryk som ”Spørge ind til” og ”tværfagligt samarbejde”. Han er heller ikke vild med ordene ”mørtel” og ”acidophilus”. Det ved jeg fra læsning af hans underholdende pastiche på en selvhjælpsbog med titlen Livsstil er en livsstil: En selvhjælpsbog der kan hjælpe dig til at hjælpe dig selv – med selvhjælp (2021), som en gang for alle giver anvisningerne til et perfekt liv. (Så du behøver faktisk ikke at læse videre, men kan bare stoppe her og anskaffe dig bogen).

Ord kan klø. De kan frustrere og vække ubehag i kroppen. Jeg kløjes for tiden i ”åndelig oprustning”. Sammenstillingen af ånd og våben virker fundamentalt forkert, og jeg har spekuleret over, hvordan jeg kan bearbejde og måske endda forstå min antipati.

Genfortryllet
I efterårsferien gik jeg en lille tur på den eng, der ligger ved siden af vores feriehus i Skåne. Det var en vindstille dag i oktober, og der var helt tyst omkring mig. Det lille grantræ, der tittede op for 20 år siden, da vi begyndte at komme på adressen, var vokset til en kæmpe. Efterårets toner farvede landskabet, der virkede forladt. Stien fra huset ned til engen var næsten groet til, og jeg måtte balancere på væltede træstammer og træde uden om plørede områder med mos.

Det mindede mig om den gamle, tilgroede have med frugttræer, der lå ved siden af mit barndomshjem. Om sommeren var den næsten et uigennemtrængeligt vildnis. Min far talte med en særlig glæde i stemmen om de skovfogedæbler, der var modne og klar til at blive nydt. Intense, søde og bitre. Helt specielle og sjældne, for det var ikke hvert år, træet bar frugt. Både den skånske eng og frugthaven, som ikke findes længere, fremstod som fortryllede for mig. Blot i et glimt, men ikke til at glemme.   

Hvad har alt det her eng- og havesnak med åndelig oprustning at gøre?

Jeg tror, at ånd for mig hænger sammen med et element af fortryllelse og uforklarlighed. Så snart fortryllelse bliver koblet med krigsmetaforik, er det som at kvase en sart sommerfugl, ræbe under salmesang eller bede et poetisk fabulerende barn om at holde op med at skabe sig og vrøvle.

Den offentlige debat om ånd og samfundets behov for at opbygge åndelige forsvarsværker fortsætter sikkert de kommende år, sådan som verden ser ud. For mig virker retorikken affortryllende, og netop derfor vil jeg opsøge det, der genfortryller verden. Her kommer tre bud på bøger, der kan få os til at se verden og menneskelivet i et andet lys, og som i ordets bedste forstand er både åndfulde og dybt menneskelige.

Isslottet af Tarjei Vesaas
Den korte roman blev udgivet i 1963 og er en moderne klassiker. To 11-årige piger, Siss og Unn, danner langsomt og med stor varsomhed et venskab. Fortrolighed vokser frem og sammen med den en hemmelighed, som Unn deler med Siss. De indgår en ordløs pagt, og Unn forsvinder senere ind i et dragende og fatalt vinterlandskab. Hun bliver væk i isslottet. Det er en foruroligende og sanselig fortælling, der hæver sig op over tid og sted. I 1964 fik Vesaas Nordisk Råds Litteraturpris for den lille perle af en roman.

Jeg stødte på Isslottet i Corona-årene, hvor jeg var med i en bogklub, hvor vi både læst nyt og gammelt. Derfor forbinder jeg den også (med et måske upassende anstrøg af nostalgi) med en tid, hvor vi var meget hjemme og af usædvanlige årsager havde god tid til at fordybe os i bøger. I de år blev der også talt om kulturens kraft. Dengang var fjenden en virus, og samfundssind handlede om afstand, håndhygiejne og nys i ærmet. Meget kan ændre sig på kort tid.


Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry
Midt under 1. Verdenskrig, mere præcist i 1943, modtog verden denne vidunderlige historie om en lille prins, der rejser rundt i universet og som vil gøre alt for at redde sin elskede rose. Han møder mange mærkelige voksne og personager på sin færd, for eksempel en herskesyg konge og en ræv, der gerne vil være tam. Et stykke verdenslitteratur for børn og voksne og en påmindelse om, at vi ser bedst med hjertet.

Bogen har en særlig plads i mit hjerte, fordi min bror og jeg læste en passage højt ved bryllupsfesten for min kusine, og jeg mener, at vi øvede oplæsningen på vendelbomål. Det blev et meget særligt mix.


De fortabte spillemænd af William Heinesen
Ude i Atlanterhavet ligger Færøerne som en grøn og glitrende diamant. Øerne er præget af naturens storhed, tåge og magi. Jeg fordybede mig i romanen i 9. klasse, da jeg skrev en (alt for) lang bograpport om den. I hånden.

Romanens ubekymrede spillemænd lever i Torshavn omkring 1. verdenskrig, og persongalleriet befolkes af dem, deres venner og familie. Naturen er stærk og truende, men endnu mere farlig er afholdsbevægelsen personificeret ved bankbestyreren. Religiøsitet på den dårlige måde, grådighed, skønhed, poesi og tolerance formidles gennem romanens fire satser med musikalitet og en tro på det gode i mennesket. Magien findes! Godheden findes!

Romanen udkom i 1950, altså fem år efter afslutningen på 2. verdenskrig. Den er ældet med ynde og virker stadig frisk i sine temaer og kærlige personportrætter. Måske skulle jeg grave i gemmerne og finde den bograpport frem igen?

Portræt af en frisat læser

/ Lisbet V. / 1 kommentar

Gennem den sidste tid er Martin Rovang Jensen tit dukket op i mit feed på LinkedIn. Martin arbejder som kulturformidler ved Næstved Bibliotek & Borgerservice og skriver altid fagligt læseværdige og underholdende indlæg. Den dag han med afsæt i overskriften Når forsiden lover mere, end bogen kan bære skrev om en ganske særlig fagbog med titlen Kom i gang med Excel, hvor forsiden prydes af en kvinde med bare ben, der går en tur i strandkanten, måtte jeg bare spørge ham: “Vil du stille op til Portræt af en læser?” Svaret var ja, og her har du ham.

Hvem lærte dig at læse?
Jeg har lyst til at svare, at det gjorde jeg selv!

Jeg kommer ikke fra et hjem med masser af bugnende bogreoler, og der blev heller ikke snakket om læsning og litteratur. Så det var egentlig noget, jeg selv så småt kastede mig over som barn. Min mor læste dog godnathistorier op for mig som helt lille, men ellers kom jeg efterhånden selv i gang. Godt hjulpet på vej af udvalget på biblioteket, hvor jeg tit cyklede hen efter skole.

Så frem for at pege på, hvem der lærte mig at læse, vil jeg hellere pege på Næstved Bibliotek som dét sted, der fik mig på læsesporet. Og nu er det så dér, jeg arbejder. Cirklen er sluttet!

Hvilken læseoplevelse er den første, du husker?
Der er to fra min barndom, der er de absolut tidligste, jeg kan huske.

Den første var en hel serie af science fiction-bøger for børn skrevet af den tyske forfatter Nikolai von Michalewsky under pseudonymet Mark Brandis. Han udgav en række bøger op gennem 70erne, der også kom på dansk og med farverige, appetitvækkende forsider. Jeg kan huske, at jeg elskede dem og læste alle dem, der stod på skolebiblioteket – op til flere gange.

Min anden store læseoplevelse var Lloyd Alexanders fantasyserie om grisepasserassistenten Taran. Jeg har ikke været særlig gammel, da jeg tilfældigt faldt over første bind på hovedbibliotekets børneafdeling og lånte det med hjem. Jeg blev straks hooked og læste så i rap alle fem bøger. Det sjove er, at jeg aldrig har mødt andre, der har læst serien som barn. Måske er den lidt overset? Nu til dags husker jeg heller ikke meget af handlingen. Blot at den gjorde et kæmpe indtryk på mig i sin tid, og at 10-11-årige Martin følte sig meget stolt og voksen over at læse sådan en mere seriøs og på nogle punkter dyster serie fra ende til anden.

Hvilken bog var vigtig for dig i dine formative år?
Der tænker jeg straks på Art Spiegelmans legendariske, allegoriske tegneserie Maus om faderens overlevelseskamp under Anden Verdenskrig. Anden og sidste del udkom på dansk i 1992, og jeg opdagede serien få år efter på biblioteket. Jeg syntes dengang, at den var helt fantastisk – hvilket jeg i øvrigt stadig synes. Jeg var også rørt af de dele af fortællingen, hvor Spiegelman ikke holder igen med at vise, hvor kompliceret et forhold han havde til sin far.

Jeg kan huske, at jeg læste Maus igen og igen, og jeg endte også med at skrive den store danskopgave i gymnasiet om den, da jeg gik i 1.g i 1996. Så den gjorde et rigtig stort indtryk. Sjovt nok har min datter, der går i 9. klasse, lige skrevet en større opgave om den i engelsk.

Hvordan vil du beskrive din udvikling som læser gennem livet?
Frem til nu har mit voksenlivs læsning meget direkte taget form af min studie- og arbejdssituation. Jeg har en kandidat i dansk og historie, og de første mange år af mit arbejdsliv arbejdede jeg som museumsinspektør, særligt med musikhistorie. Det betød, at jeg i mange år nærmest ikke læste andet end musikbiografier og musikhistoriske værker, og det er også dét, der primært fylder i min egen bogreol i dag.

Herefter kom nogle år, hvor jeg var gymnasielærer i dansk og historie på STX, og dér havde jeg så pludselig behov for at få læst op på dansk skønlitteratur – men stadig med et blik stift rettet mod, hvad der kunne bruges i undervisningsøjemed eller stod som specifikke krav i læreplanen. Ellers havde jeg nok ikke af egen drift læst folkeviser og Holberg!

Så i mange år var min læsning ret instrumentel. Jeg læste primært specifikke titler, fordi de skulle bruges til research, i udstillinger eller i undervisning.

Derfor har jeg det nu lidt, som om jeg er kommet op til overfladen i mit nuværende job som kulturformidler på et bibliotek. Jeg får ofte følelsen af, at jeg er tilbage i min barndoms læseglæde og -oplevelser, som jeg husker som præget af hygge og nysgerrighed på at læse alt muligt forskelligt. Selvfølgelig læser jeg som kulturformidler stadig en del med arbejdsmæssige briller, men sammenlignet med tidligere er rigtig megen af min læsning nu langt mere lystbetonet og umiddelbar, – hvad jeg lige falder tilfældigt over og som jeg synes, ser spændende ud.

Det føles lidt som at være ’sat fri’ som læser. Dét nyder jeg!

Hvem eller hvad inspirerer dig til læsning?
Der kan jeg klokkeklart sige, at der ikke er noget bedre end at arbejde på et bibliotek, når det kommer til at finde læseinspiration. Jeg falder konstant over spændende titler. I vores udstillinger, i reolen med nye bøger, når jeg sætter lånernes reservationer på plads, på min ugentlige vagt på et lokalbibliotek osv. Det sker også ofte, at vi kolleger indbyrdes anbefaler titler til hinanden. Så min huskeliste på Biblioteket-appen er alenlang, fordi jeg så ofte tilføjer nye titler, jeg er stødt på i forbifarten.

Derudover følger jeg selvfølgelig også med i anmeldelser rundt omkring, og så er jeg ret glad for Goodreads-appen, hvor man kan logge sine læste bøger og via en ’minder om & andre læsere af denne har også læst…’ anbefalingsfunktion får mange gode anbefalinger. Det fungerer i hvert fald for mig.

Hvordan arbejder du med læsning som fagperson?
Som kulturformidler på et bibliotek bliver man jo hurtigt involveret i et væld af projekter, der kredser om læsning og læselyst.

Hvis jeg skal remse et par eksempler op, så kører jeg blandt andet en læsekreds, er involveret i et lille pop-up bibliotek i Næstveds nye svømmehal, er med til at kuratere vores meget populære inspirationsborde med nye titler og har nu på femte år et samarbejde med en lokal biograf, hvor vi ser filmatiseringer af romaner, og hvor deltagerne hører om både forfatter, bog og film. Lige om lidt skal jeg også sammen med to kolleger søsætte et væld af markeringer af FNs Internationale Læsedag og Read Hour d. 8. september.

Jeg er ret interesseret i, hvordan man hjælper de voksne, der egentlig gerne vil med på læsevognen, men ikke føler de har tid eller overskud til det. Måske også fordi jeg kan genkende mig selv i dén følelse?

Jeg må ærligt erkende, at især som travl gymnasielærer kunne jeg slet ikke overskue at læse andet end lige alt det, jeg havde brug for til min forberedelse af undervisning. I sådan en situation kan man måske understøtte på forskellig vis: med anbefalinger af gode, men korte bøger, pege på andet læsestof såsom tegneserier og skabe rum til planlagt læsetid med oplæsninger og læsekredse. Jeg synes, det er meget spændende at overveje, hvordan folks læsning kan hjælpes på vej på forskellig vis.

Hvad er din litterære sorte samvittighed – hvis du har sådan en?
Sådan en har jeg ikke rigtigt.

Personligt synes jeg ikke man skal skamme sig over, hvad man nu engang kan lide at fordybe sig i – hvad enten det er læsestof, musik, film, hobbies eller andet. Jeg læser selv meget forskelligt i de her år. Det skyldes i høj grad også, at jeg uge efter uge er eksponeret for mange forskellige typer af bøger på mit arbejde. Så tit bliver min læsning ret tilfældig og uplanlagt formet af, hvad jeg lige falder over.

I stedet for en sort samvittighed kan jeg måske så i stedet tale med om ens egen dårlige samvittighed, når det kommer til læsning. Der har jeg lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke læser flere fagbøger i de her år. Det har jeg tidligere gjort. Men jeg tror simpelthen, jeg nåede en mæthedsgrænse som museumsinspektør og gymnasielærer og derfor de sidste år har haft behov for at læse skønlitteratur som en modvægt.

Hvad gør du, når du går i stå i en bog?
Desværre tvinger jeg ofte mig selv til at læse den færdig.

Jeg ville personligt gerne blive bedre til at droppe bøger, der ikke har fanget mig efter de første 30-40 sider for i stedet at bruge min læsetid på noget andet og bedre. Men dels har jeg så en følelse af, at den tid, jeg allerede har investeret i bogen, vil være spildt, dels kunne det jo også tænkes, at bogen bliver bedre undervejs?

Det sker nogle gange. Sidste sommer var jeg meget tæt på at opgive 20-30 sider inde i Jaqueline Harpmans I Who Have Never Known Men. Jeg holdt dog ud, og så blev bogen undervejs til en af mine bedste læseoplevelser dét år!

Generelt sker det dog ikke ofte nok til, at det retfærdiggør, at jeg altid hårdnakket hænger i med bøger, der ikke fanger mig. Så jeg gad godt at blive bedre til bare at lægge dem fra mig, hvis f.eks. den første tredjedel ikke siger mig det store.

Hvilke titler er magtpåliggende for dig at anbefale til Bogsnak-bloggens læsere?
Jeg har et eller andet med – og måske er det min historikerbaggrund? – at være fascineret af romaner, der udspiller sig i det vilde Vesten.

To romaner i dén setting, som jeg virkelig har nydt at læse og anbefaler til alle, der gider høre på mig, er Butcher’s Crossing af John Williams og I det fjerne af Hernan Diaz. Begge greb mig fra start til slut, og under læsningen kunne jeg nærmest se vindheksene hvirvle over prærien, føle mig øm bagi over at sidde på hesteryg i månedsvis eller dufte røgen fra aftenbålet.

Er man ude efter det samme i en dansk kontekst, synes jeg også, at Ida Jessens Kaptajnen og Ann Barbara er en virkelig vellykket roman – som hun selv har kaldt en hede-western!

Til slut vil jeg vende tilbage til tegneserierne. Der er så mange fantastiske udgivelser derude med lige så store kunstneriske kvaliteter som selv de bedste skønlitterære værker.

Sammen med en kollega kører jeg en læsekreds for voksentegneserier, og af de mange titler, vi efterhånden har læst og diskuteret sammen med deltagerne, har jeg lyst til at fremhæve Bedemandens datter af Alison Bechdel, Dramaholdet af Nick Drnaso og Sort hul af Charles Burns. Fantastiske læseoplevelser som burde feje benene væk under enhver, der stadig tror, at tegneserier er useriøse eller kun for børn!

Portræt af en alsidig læser med en litterær arbejdsskade

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Hvad gør man, når samarbejdet med en elsket og højt værdsat kollega er slut? En af løsningerne på savnet af min tidligere partner in crime Amanda Egebo har været at bede hende om at stille op til Portræt af en læser. Amanda og jeg har i to intense år arbejdet med, drømt om og diskuteret tusind aspekter af National indsats for børn og unges læseglæde. Nu er projektet slut, og Amanda betræder nye, faglige græsgange. Men her i portrættet møder jeg hendes humor og store viden om det litterære økosystem igen, og det gør du også. God fornøjelse!

Hvad er dit tidligste bogminde?
Muligvis ikke mit tidligste, men det står meget tydeligt for mig: Jeg læste alle de Sværd & Trolddom– bøger, jeg kunne komme i nærheden af som barn, og det var altid med en blanding af skræk og fryd. Jeg husker én aften, hvor jeg lå fuldstændig opslugt – og lige da det der ti-hornede vanvidsmonster gjorde det af med mig i bogen, trådte min mor ind på mit værelse. Jeg SKREG. Fuldstændig sikker på, at nu havde bogens skurk materialiseret sig i den virkelige verden. Litteraturens kraft i ren form.

Hvilken bog forbinder du med din ungdom.
Som 19-årig rejste jeg til Indien i tre måneder på den obligatoriske dannelsesrejse. Her læste jeg Arundhati Roys De små tings Gud. Den bog satte alt, hvad jeg så og oplevede i løbet af de måneder, i perspektiv – de politiske strømninger, kulturen, maden, naturen. Og det satte så sandelig også mit eget trygge danskerliv i relief.

Hvorfor valgte du at læse Litteraturhistorie?
Jamen jeg så slet ikke andre muligheder. Litteraturen var der jeg søgte, når jeg manglede svar. Det er det sådan set stadig. Hvad kunne Nietzsche sige om det onde vs. det gode? Hvad mente Simone de Beauvoir om kvindefrigørelse og kærlighed? Dengang som ung studerende var det klassikerne, jeg sukkede efter – i dag har jeg heldigvis en virkelig bred og alsidig læsesmag. Det er måske ikke Nietzsche, jeg spørger til råds længere, men jeg holder aldrig op med at lede efter nye steder litteraturen kan bringe mig hen og give mig svar.

Hvad skrev du speciale om?
Jeg skrev speciale om digitaliseringens indtog på bogmarkedet i Danmark og hvordan det stigende forbrug af e-bøger påvirkede danske forfatteres indtjening. Dengang var lydbøger slet ikke en ting endnu – siden da er presset på forfatteres indtjening ikke blevet mindre, tværtimod.

Hvad har dit professionelle arbejde med litteratur betydet for dit eget læseliv?
At litteraturen viste sig at være så uendelig meget mere end ophøjede klassikere, fandt jeg først for alvor ud af, da jeg kom ud på arbejdsmarkedet og fik indblik i det vidtfavnende økosystem, der var rundt om bøgerne. Forlagsbranchen, boghandlerne, skriveværkstederne, digtoplæsningerne – alt det udenom, som var det der skete NU. At litteraturen jo også skal formidles, vises frem, kurateres og kræses om. Det har nok også givet mig et mere pragmatisk syn på litteraturen. At dens eksistensberettigelse også kan ligge udover det kunstneriske alene. At bøger og læsning kan tjene mange forskellige formål, have mange forskellige målgrupper og komme til udtryk på mange forskellige måder.

Hvilken bog har du altid lyst til at give i gave?
Lige nu er jeg optaget af Tarjei Veesas forfatterskab, og jeg ville elske at have nogen at snakke om Isslottet med. Veesas’ naturbeskrivelser er fænomenale, og det eksistentielle drama, der udspiller sig i bogen her med to små pigers venskab i centrum, er så smukt, dramatisk og alligevel tyst – han skriver som ingen anden, jeg har læst. Man får lyst til at flytte op i en norsk skov, bare for at sidde på en træstub og høre træerne gro.

Hvad driver din egen læsning i dag?
Jeg læser mange forskellige ting på en gang og går til og fra alt efter humør. I øjeblikket læser jeg en del faglitteratur, da jeg udover arbejde også er i gang med en Master i Børns Litteratur & Medier. Så det kan være en bog om børns brug af digitale medier den ene dag, en novellesamling den anden dag og så en murstensroman i weekenden, når jeg har lidt mere tid at gøre godt med.

En arbejdsskade er nok også at læse en del tekst OM bøger, selvom jeg ikke nødvendigvis ender med at læse det konkrete værk. Det er vigtigt for mig at være bredt orienteret. Jeg har også to læsekræsne drenge på 7 og 11 derhjemme, hvor det også er en fordel at have mere end de børnelitterære klassikere inde på lystavlen, når der skal findes nye bøger. Det er sjældent, de tager imod mine råd up front – men jeg kender deres læsesmag og nudger, hvor jeg kan.

Hvem eller hvad inspirerer dig til læsning?
Jeg følger en del bogbloggere, forlag og biblioteker på Instagram og det er jo i sig selv en kilde til uendelig inspiration. Lige nu er jeg blandt andet glad for @bogmennesket, hvis læsesmag ofte matcher min. Min liste over bøger, jeg bare MÅ læse, er uoverskueligt lang. Den kommer jeg aldrig i bund med.

Hvad er din litterære sorte samvittighed?
Jeg læser generelt for lidt dansk litteratur – det skal jeg blive bedre til.

Hvad gør du, når du går i stå i en bog?
Lægger den fra mig! Tidligere kæmpede jeg mig igennem en bog uanset hvad, men det er mit læseliv og min sparsomme tid simpelthen ikke til nu.

Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Lige nu læser jeg Amalie Langballes nye roman Elskende. Vild bog!

Hvornår er du sidst blevet opslugt af et litterært univers?
Jeg kan generelt godt lide, når litteraturen bevæger sig ud af bøgerne og adapterer til andre formater- til det store lærred, teater, kunst, leg, spil m.m. Det er da vildt sjovt, når man dyrker et fedt univers, at man så også kan strikke det, klæde sig ud, bage kager, samle på spillekort og alt derimellem.

Min ældste søn er glad for fantasygenren, og her er der jo virkelig mulighed for at gå all ind med worldbuilding. Nogle gange starter vi med bøgerne, og andre gange er det den anden vej rundt. Vi har selvfølgelig dyrket Harry Potter med alt hvad det indebærer, men der er jo SÅ mange fantastiske universer i vente, som jeg håber, vi skal læse og se sammen. Dune, His Dark Materials, Shadow & Bone, Game of Thrones, Ringenes Herre, Death Note – og 100 andre, jeg ikke kan komme i tanker om lige nu.

Bøger til din sommerferie 2025

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Nedtællingen til sommerferien er for alvor begyndt. Her på bloggen byder vi på et long read af et indlæg som optakt til uger og måske endda måneder med afslapning, oplevelser og vigtigst af alt: Tid til at læse. I år spiller faglitteraturen førsteviolinen i boganbefalingerne, men hist og pist titter skønlitterære titler frem. Anbefalingerne er skrevet af Christen Bonde, Lisbet Vestergaard, Jan. M. Johansen og Anne-Grethe Demant, og vi har i det store og hele holdt os langt væk fra koordinering og skelen til hinandens bogvalg. Vi lægger ud med Christens sommerlæsetips, der også byder på refleksioner over læsningens væsen og værdi.

Christen Bondes anbefalinger
Efter mange årtier med næsen i en bog har jeg måske fundet det, som gør læsning til noget helt specielt for mig.

Delvist ansporet af verdens skæve gang var jeg endt med at udføre et lønarbejde, hvor bøger, læsning og formidling absolut ikke var en del.  

Til gengæld var der masser af tilfældig snak – af og til givende samtaler – med alle mulige slags mennesker i alle aldre. Jeg arbejdede som flextrafikchauffør, imens jeg fandt ud af, hvad jeg ville, efter at min elskede redaktørpost på det abonnementsdrevne brancheblad BogMarkedet kørte død i kølvandet på corona-usikkerheden.

Litteraturen efter fyraften, især faglitteraturen, blev en tankens udstrækker, en slags mental rensevæske, intellektuel affugter osv. Læsningen stod i skarp kontrast til arbejdsdagens ofte krøllede famlen efter noget meningsfuldt at sige til et hidtil ukendt menneske, som jeg næppe nogensinde ville møde igen.

At opleve forholdet mellem læsning og samtale uden dagsorden på denne måde fik mangt og meget til at stå klarere for mig – min egen Mageløse Opdagelse. Hidtil har tekst og tale som regel været mixet sammen i mit liv. Tydeliggørelsen af skellet forhøjede i allerhøjeste grad egenarten og værdien af begge dele.  

Forfatteren gives frie hænder til at argumentere for sin sag og fortælle sin historie. I bøgerne kan man lære forfatteren at kende som intellektuelt væsen – et intellektuelt univers kommer til syne.

En bog er, kan man sige, essensen af et tænkende menneske; et individ, der holder en lang, nøje struktureret, argumenteret enetale om emne, hun/han/osv. er levende optaget af. Et menneske, der gør sit allerypperste. Vi læsere må lytte uden at skulle svare tilbage på stående fod; vi må være tålmodige, vi må lære mennesket bag pennen at kende.

Og efter denne opbyggelige fanfare videre til tre personligt anbefalede læsetips egnet til læne- og strandstole. Alle er tilegnet de åndeligt stridslystne.

Fra havet til floden
I januar 2024 trængte jeg til selvforkælelse med en rejse med nordlys og hvaler langs Norges vestkyst, en sejltur fra Bergen i syd til den russiske grænse højt mod nord. Imidlertid blev turen en næsten komplet (og svinedyr) fiasko på grund af den værste vinterstorm i tredive år.

Jeg startede turen med at tilbringe et par dage i Trondheim, før jeg påmønstrede krydstogtskibet Kong Harald. Udover Nidaroskatedralen – det smukkeste kirkerum jeg nogensinde har set – bød midtbyen på to boghandler. I Norli var jeg så heldig at finde Terje Tvedts halvgamle succesbog Nilen, og så blev humøret straks bedre.

Tvedt havde jeg begejstret læst før; han er en vidunderligt selvstændigt tænkende forsker med professorater i både kulturgeografi og globalhistorie. Han har vist tidligere været professor i statskundskab – ikke at dette gør bogen bedre, men bare for at antyde det faglige niveau. Hans pointer står knivskarpt, og de er sjældent, som man forventer.

Han er ekspert i vand og vandkraftens betydning for samfund og kultur, og så har han forsket et helt liv i Nil-området – et kæmpemæssigt landområde med 11 vestafrikanske lande med vidt forskellige kulturer og økonomiske forudsætninger.

Rejsen starter, hvor Nilen løber ud i Middelhavet, og så bevæger vi os mod syd og sydvest i en sand tour de force.

Bogen er en letlæst, komprimeret opsummering af et livs koncentreret tænkning – det er en bog, han selv ville læse, skriver han i efterordet. Tvedt er en af de fremmeste eksperter i britisk kolonialisme i området, og dét gennemsyrer bogen på mangfoldige måder: fra kultur og ambitiøse diktatorer til international politik og dæmninger over landegrænser, landbrug og nødhjælpsorganisationer.

Du bliver med garanti overrasket undervejs, dine tanker bliver udfordret – hold op hvor jeg nød den. Kunne du lide Peter Frankopans Silkevejen, vil du knuselske Nilen (findes på engelsk hos bl.a. Saxo).


Mere af det gode
Ganske ligesom nordmændene evner tyskerne at skabe sagprosa i verdensklasse – bare fra de seneste år kender danske læsere navne som Volker Wiedermann, Florian Illies og Andrea Wulf.

Filosoffen Wolfram Eilenberger hører til blandt de fremmeste i genren, og de to forgængere i trebindsserien om omvæltningen i den vesteuropæiske tænkemåde i det 20. århundrede blev såvel anmelder- som læsersucceser både herhjemme og internationalt.

Tredje bind om efterkrigstiden – Nutidens ånder – er endnu bedre end forgængerne, sådan er det. Her giver Eilenberger mere af sig selv, og tolkningen får mere kant.

Den velkendte formular med at spejle fire gennemgående tænkere i hver bog gentages. Denne gang drejer det sig om Michel Foucault, Susan Sontag, Theodor W. Adorno og Paul Feyerabend, som jeg ikke kendte til i forvejen.

Før bogen udkom, håbede jeg, at Eilenberger ville medtage Karl Popper, der optog mig meget som ung. Det gør han for så vidt også, men i kontrastlys: Feyerabend var Popper-protegé som ung, senere i livet blev han en af de argeste kritikere af det østrig-britiske orakel. Meget mere spændende!

Pointerne bliver kun sjældent tygget i små, bløde bidder og serveret på et sølvfad, men det ser jeg kun som en fordel i en bogserie om tænkningens omvæltninger.


Den jeg læser nu
Den sidste bog er endnu et anmelderrost værk, men om bogkøberne også har givet Store Nordiske Krig deres kærlighed, er jeg mere i tvivl om. Men jeg håber det, for forfatteren, den danske historiker Dan H. Andersen, fortjener det.

Den store nordiske krig 1700-1720 er en af de mindre kendte krige i dansk historie, thi selvom Danmark stod nogenlunde centralt, ændrede den ikke alverden herhjemme. Men i resten af Europa skete der ting og sager; international politik gled ud af middelalderens skygge og ind i nutiden.

I Nordeuropa blev Sverige nedrevet fra være et bomstærkt imperium til at blive en småstat. Omvendt var det engang tilbagestående Rusland forvandlet til en europæisk stormagt ved krigens slutning. Store Nordiske Krig blev sammenviklet med den samtidige såkaldte Spanske Arvefølgekrig, som på sin side reorganiserede magtforholdene i Vesteuropa – en langt større krig.

Bogen Store Nordiske Krig er en international historie i international klasse. Jeg håber, den bliver oversat.

Som ved Terje Tvedt og Wolfram Eilenberger møder faglig overskud fin formidling, i Andersens tilfælde med nærmest dagligsprogsudtryk skudt ind i den velskrevne tekst. Det bliver aldrig plat, men sprogelskere vil uden tvivl gnægge veltilfredse undervejs (”et liv med fri bar”). 

To tykke, tunge bind på i alt godt 1.000 brødtekstsider, hvor layoutet næppe ville overleve en kedsomhedsknap, fortæller vidt og bredt om krig og krigskunst og konger og stormænd med parykker – umiddelbart skulle dette få min kæbe til at gabe sig af led.

Men Dan H. Andersen formår stik imod alle odds at gøre stoffet nærværende. Undervejs kommer han ind på mangt og meget i samfundet udenom, ligesom forfatteren ofte diskuterer eksplicit, fremhæver paradokser, trækker paralleller og påpeger forskelle i forhold til den verden, vi er fortrolige med.

Indledningen til andet bind (jeg har smuglæst) med koblingen mellem økologi, demografi, landbrug, urbanisering, krig og pestudbrud hører til noget af mest ferme i nyere dansk historieskrivning, efter min mening.

Den begejstrede anmelder i fagtidsskriftet Historisk Tidsskrift anbefaler, at man læser det detaljemættede værk i bidder. Jeg har læst knap en fjerdedel på skrivende tidspunkt, så det er tid til en pause (med Ivan Turgenevs romanklassiker Fædre og sønner tror jeg, det bliver).

God læsesommer!


Boginfo
Nilen – historiens elv af Terje Tvedt, Oslo 2011.
Nutidens ånder. Filosofiens sidste år og begyndelsen på en ny oplysning 1948-1984 af Wolfram Eilenberger, Aarhus, 2025. Bogen er oversat til dansk af Joachim Wrang.
Store Nordiske Krig, 2 bind, af Dan H. Andersen, København, 2021.

Skærm ånden (og dit eget læseliv): Lisbet Vestergaards sommerlæsning
I min sommerferie er det altid et ritual og et løfte til mig selv, at jeg skal læse en moppedreng af en bog, gerne på over 700 sider. I år er Krig og fred allerede på min læsemenu. Derfor peger jeg på en kende kortere og lettere lekture i denne sammenhæng.

Hastetilfælde af Thomas Korsgaard
Essay-genren passer perfekt til en uge i sommerhus, hvor man veksler mellem kaffe, læsning, hækling, solcremepåføring, hvidvin, grill og et slag kortspil i et endeløst loop. Jeg glæder mig til at stifte bekendtskab med Korsgaard, som det af helt uforklarlige årsager er lykkedes mig IKKE at læse en eneste sætning af nogensinde. Der var altid en anden bog, der kom før.

Men nu skal det være. I Hastetilfælde skriver Korsgaard om, hvordan han blev til læser i et hjem uden bøger. Hvordan kunne det gå til? Bogen har også tekster om økonomi, klasse og styrken ved at beherske professorsprog, ligesom Korsgaard fortæller om sin skriverpraksis og litterære helte.  


Skærm ånden af Agnete Braad
Da Store Bededag blev afskaffet som fridag, besluttede min bror, der er præst på Østerbro, at indføre Store Drømmedag i kirken. Det er et arrangement på to timer, hvor der hvert kvarter kommer et nyt indslag. En samtale, et stykke musik, en meditation eller en oplæsning, der til sammen og hver for sig stimulerer evnen til at drømme og forestille sig fremtider, der vil være gode, smukke og meningsfulde at leve i.

Dette års Store Drømmedag havde besøg af idéhistorikeren Agnete Braad, der læste et uddrag af Skærm ånden. Bogen tager afsæt i kristendommen og rummer refleksioner over, hvordan digitalisering og skærme påvirker vores åndelige liv og vores evne til fordybelse. Hvordan styrker vi empati og nærvær i en digital verden? Hvad betyder tech-giganterne og de sociale medier for vores dannelse, etik og omgang med hinanden? De spørgsmål er på færde i den lille bog på godt 100 sider. De seneste år har jeg haft held med at droppe Instagram helt i min sommerferie. Med Skærm ånden i hånden kan jeg måske blive bedre til at tage flere pauser fra platformen i løbet af året. Måske kommer dagen også snart, hvor jeg tjekker 100 procent ud. Men jeg er der ikke endnu. Det er lidt…åndet.  


Evolution og litteratur af Lars Theil Münster
Mange af os har prøvet at sidde omkring et bål sammen med venner og lytte til eller selv fortælle anekdoter, gyser- og røverhistorier. Det er en arketypisk, almenmenneskelig erfaring at være samlet om fortællinger, om man så går til mini-spejder eller er mere til Nak og æd i birkebrændets skær. Hvordan hænger menneskehedens hang til at fortælle historier sammen med artens udvikling? Hvorfor har det fra generation til generation været vigtigt for os at være i stand til at sætte os ind i fiktive menneskers liv og blive berørt af dem?

Lars Theil Münster tager livtag med en retning inden for litteraturvidenskaben, der udfordrer kendte teorier og kombinerer psykologi, evolutions- og sprogteori. Hans ærinde er at sætte os på sporet af en tværfaglig tilgang til litteraturen, og jeg behøver ikke at læse mere end bagsideteksten, så er jeg fascineret.

Lars Theil Münster er også forfatteren bag Det læsende menneske, som vi tidligere har lavet en dobbeltanmeldelse af her på bloggen.


Boginfo
Hastetilfælde af Thomas Korsgaard, Gyldendal, 232 sider, 2025
Skærm ånden af Agnete Braad, Eksistensen, 105 sider, 2024
Evolution og litteratur: En introduktion af Lars Theil Münster, Aarhus Universitetsforlag, 250 sider, 2025

Sommerferielæsning a la Jan M. Johansen
Vanen tro så består min sommerferielæsning – ok, min læsning generelt – af faglitteratur og bøger med en eller anden historisk vinkel. Denne gang er der både lidt nyere bøger og guld fra gemmerne med samt naturligvis en blanding af bøger på dansk og engelsk. Jeg har delt bøgerne op i to dele. Det er bøger, jeg har læst og som jeg gerne vil anbefale til hængekøjen, og det er bøger, jeg selv glæder mig til at læse i ferien.

Søfareren – en rejse gennem Portugals tabte imperium af Erika Fatland
Norske Erika Fatland har siden 2015 skrevet en række fantastisk interessante bøger, der er lige dele rejseskildring og lige dele historiebog. Hun tager gerne udgangspunkt i steder, hvor masseturismen endnu ikke er kommet til, så foruden at være virkelig velskrevne, så får man også et indblik i steder, man kender meget lidt til.

Perfekt litteratur til en sommerferie, ikke sandt?

I Søfareren tager Fatland ud på en rejse i portugisiske Henrik Søfarerens fodspor. Eller kølvand, nok nærmere. For Henrik grundlagde lagde fundamentet for, hvad der skulle blive et af verdens største og længst bestående imperier. Et imperium, der i høj grad var et søimperium, der strakte sig fra moderlandet i Europa til det fjerne Stillehav over Sydamerika, Afrika og Indien. Og vi kommer hele vejen rundt.

Søfareren er ikke kun smukt skrevet, men tager os stort set hele verden rundt, hvor vi møder steder og mennesker, der alle har en historie at fortælle. Bl.a. til Guinea-Bissau og den gamle frihedskæmper, general Fodé, der kommer med denne betragtning:

””Nu er der kun tre af os tilbage.” Brigadegeneralen smilede vemodigt og så med ét gammel ud. ”Det er svært for mig, hver gang en veteran dør. Et helt bibliotek brænder ned sammen med dem og er væk for altid.””

Det rører mit gammel bibliotekarhjerte at høre mennesker beskrevet som biblioteker – fyldt med viden og uvurderlige historier.

Forsvarsløs – når den største trussel kommer indefra af Peter Ernstved Rasmussen
Med verdens tilstand og den nuværende sikkerhedssituation in mente, så er Ernstveds bog Forsvarsløs næsten pligtlæsning.

Bogen handler om de mange udfordringer, Forsvaret døjer med, og hvor stor skade mange års fokus på regneark og omskiftelige politiske og interne standpunkter har gjort. Og ”døjer med” er nok mildt sagt, hvis man skal tage Ernstveds eksempler til troende.

Heldigvis er det, det alvorlige emne til trods, en underholdende bog. Den er skræmmende, men også næsten kafkask til tider, og udstiller på bedste vis skaden ved, at DJØF’ere og ligesindede overtager specialiserede fagområder, de ikke ved noget om. Lars R. Møller var allerede inde på noget af det sammen med Det danske Pearl Harbor for en 10 år siden, og de kulturundergravende tiltag, Møller dengang kritiserede, har nu bundfældet sig og har, måske, undergravet hele Forsvarets evne til i det hele taget at fungere som forsvar.

1913 af Charles Emmerson
Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, jeg er lettere konservativt anlagt på mange måder, så tiden op til Første verdenskrig har en særlig plads i mit hjerte. Det virkede som en mere dannet og adstadig tid. Mine personlige særheder til trods så er bogen 1913 et fascinerende indblik i en svunden tid, hvor vi tages med på en rundtur til 23 af tidens mest betydende eller spændende byer, der hver får et solidt og gennemarbejdet kapitel.

Det er en bog, der fungerer fint som opslagsværk eller essaysamling, som man kan gå til eller fra, hvis man føler for det. Selv brugte jeg 1913 til at supplere min viden om f.eks. Shanghai, Teheran eller Buenos Aires, når de blev nævnt i nyhederne. 1913 er den perfekte sommerferielæsning, der tager dig ud i den store vide verden fra hængekøjen, og den kan snuppes i bidder.

Har man lyst til at vide mere om den tid, kan jeg på det varmeste anbefale Michael Portillos forskellige tv-serier, hvor han ved hjælp af datidens store rejseguides, Bradshaws og Baedeckers, tager toget rundt i Europa. Eller læse Florian Illies’ absolut fremragende bog med samme navn, 1913.

Sagaen om familien Hauteville af Jack Ludlow
Nu er vi kommet til en bogserie på tre bind, som jeg glæder mig til at forsvinde ned i, når det bliver min tur til at holde ferie.

Vi befinder os i år 1033, hvor vi følger den normanniske slægt de Hauteville, der grundet politik og arveforhold hjemme i Normandiet ender som lejesoldater i Syditalien. Normannerne var efterkommere af vikinger, der med den franske konges velsignelse bosatte sig ved Seinens munding. De var stridbare, ofte også ret ambitiøse og virkelig gode til at dele tæv ud, hvilket de Hauteville-familien var et fremragende eksempel på.

Familien er historisk, og medlemmerne satte store aftryk, indirekte og direkte, på verdenshistorien. Og kender man Jack Ludlow ret, er der dømt underholdende, farverig og ikke alt for krævende læsning. De tre bind er i rækkefølge Normannerne, Krigerne og Sejrherrerne, og de har en gode 10 år på bagen, men de fleste biblioteker burde have dem.

Radical Help af Hilary Cottam
Cottams bog blev anbefalet af en af min venner i Roskilde, der arbejder med unge, og der er få ting, der sælger bedre end et andets menneskes tydelige glæde ved en bog.

Radical Help er en bog, der kigger på, hvordan vi kan revolutionere – det er Cottams ord – velfærdsstaten til gode for især dem, der har mest behov for den. Det lyder om ikke andet spændende, og sådan som jeg forstår det, så er kernen i Cottams metode, at vi skal have en mere holistisk tilgang til at hjælpe folk og ikke bare sende dem fra silo til silo i det store offentlige system. Jeg har svært ved at lure, hvor enig jeg er med Cottam, men jeg glæder mig til at læse bogen og blive klogere.

Boginfo
Søfareren – en rejse gennem Portugals tabte imperium af Erika Fatland, Information, 695 sider, 2025
Forsvarsløs – når den største trussel kommer indefra af Peter Ernstved Rasmussen, Lindhardt og Ringhof, 391 sider, 2024
1913 af Charles Emmerson, Vintage (Find titlen på Saxo), 544 sider, 2014. Bogen er ikke oversat til dansk.
Sagaen om familien Hauteville af Jack Ludlow udgivet på Forlaget Punktum
1. del: Normannerne, Forlaget Punktum, 363 sider, 2012
2. del: Krigerne, 413 sider, 2013
3. del: Sejrherrerne, 424 sider, 2015
Radical Help af Hilary Cottam, Virago Press (Find titlen på Saxo), 320 sider, 2019
Bogen er ikke oversat til dansk.

Anne-Grethe Demants tip til sommerferielæsning
Sommeren står for døren. Et par uger med hvad der føles som uendelig tid, venter, og hvad er bedre end at fordybe sig i en god bog (eller flere). En af de bøger, jeg vil anbefale som sommerferielæsning, er Den sorte smeds sønner 2 af Per Lau Jensen. Bogen er en glimrende slægts- og familiefortælling. Som man kan gætte ud fra titlen, er det efterfølgeren til Den sorte smeds sønner 1, som er en meget fin og dygtigt udført bog.

I bind 2 følger vi den sorte smeds børn og børnebørn og andet godtfolk i perioden 1970-2025, endnu en periode i danmarkshistorien, hvor mange ting forandres i samfundet. Flere mennesker kommer til at tilhøre middelklassen, der bygges flere almene boliger, flere og flere får en højere uddannelse, og velfærdssamfundet forbedres. Der kommer dog enkelte skår, da oliekrisen rammer. Fremgangen kommer heller ikke uden en pris, for når det går bedre i samfundet, får folk også flere drømme, som man får mulighed for at indfri. Men det er ikke altid gratis at få sine drømme indfriet. Alting kommer med en pris.

I 1975 ligger ungdomsoprøret i 1968 stadig tæt på, og de, som er unge i denne periode, vokser op med helt nye værdier, som de videregiver til deres børn, dem der blandt andet (som denne anmelder) er født i 1970erne.

Bogen er på over 500 sider, og derfor er det fysisk umuligt at referere alt, hvad den handler om. Samlet set er Den sorte smeds sønner 2 en yderst gennemarbejdet, velskrevet og velkomponeret bog. Ligesom i bind 1 er der her gjort et grundigt og solidt forarbejde. Der er styr på både den overordnede historie og detaljerne. Per Lau Jensen har skrevet en bog, hvor personerne træder tydeligt og overbevisende frem. Som læser har man mere end almindeligt svært ved at lægge bogen fra sig, og jeg kan faktisk ikke andet end at give den mine varmeste anbefalinger med på vejen.

Boginfo
Den sorte smeds sønner, bind 1, af Per Lau Jensen, ApoCalypso, 418 sider, 2024
Den sorte smeds sønner, bind 2, af Per Lau Jensen ApoCalypso, 513 sider, 2025

Tidligere tips til sommerlæsning
Hvad skal du læse i din sommerferie 2024?
Bogsnaks sommerlæsning 2022
Vi skal bare læse 2021
Bogsnaks sommertips 2020
Bogsnaks sommerlæsning 2019
Bogsnaks sommerlæsning 2018
Sommerhusets fineste forsider 2017

Fordybelse er det bedste guld

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Husker du, hvordan det er at være ung og gå til eksamen? Tænker du tilbage på de situationer med stolthed, ængstelse eller måske endda let kvalme?

I denne sommer er det 30 år siden, jeg blev student. For mig var eksamenstiden præget af lammende præstationsangst. Mine forældre sendte mig til læge, der sagde: ”Jeg kan godt give dig nogle piller. Men er du helt sikker på, at det er det, du vil?” Løsningen blev en kort løbetur på markvejen, inden jeg skulle til eksamen. Det dulmede nerverne lidt, men ikke for alvor.

Det mærkelige var, at jeg blev knusende rolig og fokuseret, når først jeg sad til den mundtlige eksamen. Jeg blev næsten til en anden person, der i en tilstand af selvforglemmelse var opslugt af stoffet.

Ved nærmere eftertanke viste det sig at være en gave, denne oplevelse af koncentration og fordybelse, som i de heldigste tilfælde også førte til ægte interessante samtaler med min eksaminator. I hvert fald interessante for mig. Måske ikke for den stakkels lærer, der skulle have 15 elever til eksamen på en enkelt dag.

Bagefter kunne jeg ikke huske, hvad jeg havde sagt. Jeg kunne nærmest heller ikke huske den tekst, jeg havde trukket. Det svarer til at læse en roman og være så opslugt af den i et langt læse-nu, at man bagefter ikke kan huske navnene på personerne eller den præcise handling. Altgennemstrømmende nærvær. Ren, stærkt tilfredsstillende, krævende og samtidig givende fordybelse.

Mit eksamensminde kom tilbage til mig, da jeg fik læseforskeren Kristiane Hauers Tænkepause om fordybelse mellem hænderne. Hauer har i sin forskning tidligere beskæftiget sig med dybdelæsning og faglig fordybelse og skrevet en hel ph.d.-afhandling om disse emner.

I tænkepausens korte format fokuserer hun på, hvad fordybelse er for et fænomen, ikke blot i sammenhæng med læsning. Hvad er det for en særlig opmærksomhed, det kræver at blive fordybet? Hvad er koblingen mellem flow og fordybelse? Kan vi gøre noget for at leve vores liv med mere fordybelse i de aktiviteter, der gør livet godt for os? Og hvad kan være bagsiden af fordybelse, som vi har en tendens til at forbinde med noget positivt? Det er blot et udpluk af de spørgsmål, som Kristiane Hauer kommer ind på i denne Tænkepause, der er en bog til tiden og til eftertanke.

Hvis du lytter til den som lydbog på eReolen, kan du jo lave et eksperiment med dig selv: Hvad skal der til, for at du kan fordybe dig i lytningen af teksten? (Den varer 81 minutter). Giver det mening at vaske gulv imens? Eller folde vasketøj? Snyder du dig selv for at blive fanget af bogens pointer og billeder, når du deler din opmærksomhed op? Eller hjælper aktiviteterne med at blive fordybet i teksten?   

Kristiane Hauers læseliv
Kristiane har tidligere medvirker i serien Portræt af en læser her på bloggen. Det var i 2018, hvor hun gav et indblik i sine læseminder, yndlingsforfattere og reflekterede over, hvordan læsning og skrivning hænger sammen for hende. Kristiane er nemlig ikke blot læseforsker, men også skønlitterær forfatter med flere værker bag sig. Læs eller genlæs Portræt af en læser, der forsker i læsning.

Bonustip: Kristiane Hauer har introduceret mig for den amerikanske læseforsker Maryanne Wolf, der blandt andet har skrevet Proust and the Squid. The Story and Science of the Reading Brain (2008).

Tænkepausen om fordybelse er nummer 126 i serien fra Aarhus Universitetsforlag.

Nedtælling til mit jubelår

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Syv optræder tit som et kraftfuldt tal i eventyr. Der findes syv dødssynder. Efter syv fede år følger syv fede år. Det virker intuitivt rigtigt, at regnestykket syv gange syv udmønter sig i noget ekstra magisk. Det gælder især, når man går rundt og er et 48-årigt menneske, der lige om lidt har fødselsdag og dermed går ind i sit livs første og sikkert eneste jubelår.

Det herrens år 2025 er nemlig ikke kun et jubelår i den katolske kirke (Man forventer for øvrigt, at 32 millioner mennesker vil lægge vejen forbi Rom i år. Nu også på grund af pavens begravelse. Derfor er det måske ikke lige denne sommerferie, du skal besøge den evige stad som almindelig turist.) 2025 er også mit jubelår! Ligesom det gælder for alle andre, der er først i 1976 og dermed er midt i livet.

Men det hele begynder med jødedommen. Jeg har været en tur på lex.dk for at få facts på plads:  

”I jødedommen er jubelår (yovel) tæt knyttet til begrebet sabbatsår (shmita). Bestemmelserne for både yovel og shmita defineres ifølge religiøs læsning af Jahve i 3. Mosebog (i jødedommen kendt som Wayyīqrā) kapitel 25. Af teksten fremgår det, at når Guds folk kommer til det forjættede land, så skal man hvert 7. år lade jorden ligge brak. Efter hvert 6. års høst lyder instruksen: “Hvad der har sået sig selv efter din høst, må du ikke høste, og druerne fra de ubeskårne ranker må du ikke plukke. Landet skal have et hvileår. Hvad landet i løbet af sin sabbat selv frembringer, skal I have til føde, du selv og dine trælle og trælkvinder, dine daglejere og de tilflyttere, der bor hos dig; også dit kvæg og de vilde dyr i dit land skal have dets afgrøde til føde.” (3. Mosebog, kapitel 25, vers 5-7).”

Jubelåret handler også om at skabe orden. Som der står på lex.dk:

”Religionshistorisk kan man forstå yovel, som et år hvor kosmos genoprettes efter det kaos, der måtte være opstået i landet i de forløbne 49 år. Handler går med få undtagelser tilbage og slaver, der tilhører Guds folk frigives: “De er jo mine trælle, som jeg førte ud af Egypten; de må ikke sælges, som man sælger trælle.” 3. Mosebog, kapitel 25, vers 42.“

Jubelår og hvileår hænger altså sammen, ligesom det handler om at komme ud af kaos. Hvordan ser det ud, når man overfører denne tækning om et særligt år til et almindeligt liv med familie, arbejde, husholdning og fritidsinteresser? Jeg har lavet øvelsen. Her kan du læse om de tre temaer, der optager mig i planlægningen af mit jubelår. Det er hvile, orden og frihed. Undervejs får du også bud på bøger, der kan være inspirerende og nyttige følgesvende for mig og andre omkring de 50 det næste års tid – og mere til.

Hvile
For nogle år siden læste jeg Mit år med ro og hvile af Ottessa Moshfegh, hvor hovedpersonen beslutter sig for at sove et helt år væk, i høj grad hjulpet på vej af diverse medikamenter. Det er ikke den slags hvile, jeg har i tankerne. Jeg er meget glad for mit arbejde, som jeg har det store privilegium selv at kunne tilrettelægge det meste af tiden. Men et år med ekstra god tid til gåture, læsning, kaffe med venner og juicebrikker med min treårige nevø ser jeg nu alligevel frem til. Det burde der være tid til, i hvert fald i efteråret 2025.  Til gengæld vil jeg gerne blive bedre til bevidst at integrere pauser i min arbejdsdag, og her er Pia Hauges Pausepower god at grave sig ned i. Her er stærke argumenter for, hvorfor pauser ikke bare er rare, men også strengt nødvendige. 

Orden
Ligesom mange andre er jeg sygeligt optaget af oprydningsprogrammer, hvor ulykkelige mennesker får hjælp til at smide ud, organisere deres ting og komme ud af kaos. Jeg ser en vis logik i, at et menneske midt i livet må kigge tilbage og aflæse mønstre for at kunne kigge frem og lægge nye planer. Det blik tilbage kan manifestere sig aktivt i oprydning. Jeg må med skam melde, at jeg stadig har noter fra mit studie på Litteraturvidenskab i 1900erne liggende i kælderen. Jeg har ikke kigget på dem i over 25 år. Hvorfor er de der endnu? Hvorfor kan jeg ikke skille mig af med dem? Og hvad med de hobbymaterialer, jeg heller ikke har haft mellem hænderne i årevis? Måske bliver jubelåret en anledning til at komme lidt ned i kasserne og ind på hylderne. Også dem med bøger. 

Jeg læste Fru Magnusson rydder op, før Netflix fik The Gentle Art of Swedish Deathcleaning på menuen. Serien er lidt irriterende. Bogen er kort, humoristisk og pragmatisk.

Min mor tog den store tur i 2018 (for 7 år siden!), da hun ryddede mit barndomshjem for at flytte i en mindre bolig. Det kan du læse om i blogindlægget Farvel til fødegården.

Vestergaard er for øvrigt blevet revet ned af de nye ejere i løbet af de sidste uger. Nu skal der ske noget nyt på Astrupvej 900, 9800 Hjørring, hvor jeg voksede op. Symbolsk og tankevækkende sammentræf med mit jubelår? Ja!  

Frihed
Klicheen her ville være at pege på Miranda Julys tiljublede roman På alle fire, der på sin vis fremstår som en hymne til overgangsalderen med alt, hvad den kan indbefatte af ændringer i hormonspejlet og kvinders frigørelse fra det traditionelle liv i en børnefamilie. Det er en rablende og vild bog, som jeg har læst med stor fornøjelse.

Men for mig er frihed nærmere frihed til at læse dybt, langt, koncentreret og fuldstændig uforstyrret. Det er noget, man kan, når der ikke er små børn på matriklen, og ens kæreste ikke udtrykker behov for lange samtaler hver aften hjemme i sofaen.

Så derfor: Nu skal det være. Som den pacifist jeg er, skal jeg læse Leo Tolstojs Krig og fred. Der er så meget ufrihed, krig og uro i verden. Men i litteraturen og læsningen kan vi da endnu være frie og ikke slavegjorte. Vupti: Således binder jeg sløjfen tilbage til 3. Mosebog og frigivelsen af slaver.

Hurra, halleluja og glædeligt jubelår.

Portræt af en læser med mange læseminder

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Asta Lucia Bonifacini Jensen er min kollega på kontoret i Vartov i København. Asta arbejder med kommunikation hos Organisationen Danske Museer, og hun hjalp med oplæsning af skønlitterære tekstuddrag, da jeg i 2024 lavede to podcast-episoder om ledelse og skønlitteratur. Sikke en stemme!

I dette portræt møder du læseren Asta, der elsker at fordybe sig i læseminder.

Asta i det grønne.

Lisbet: Hvad betød læsning i dit barndomshjem?
Asta: Jeg kommer fra et hjem med MANGE bøger, og hvor der altid er blevet læst meget. Derfor har læsning og bøger altid været en del af mit liv. Da jeg var barn, læste mine forældre altid højt for min lillebror og mig, inden vi skulle sove. Min mor kan stadig levende berette om, at jeg var særligt glad for en bog om en blå kanin, som hun selv ikke kunne fordrage, fordi hun syntes, moralen var alt for tydelig og tyk (haha). Men den blev læst og læst aften efter aften, og jeg kan stadig huske de flotte billeder og den lyslilla farve, bogen havde. Da min bror og jeg blev lidt ældre, ville han hellere høre fodboldbøger læst højt, og jeg bevægede mig ind i skønlitteraturens mere forunderlige verden med Det lille hus på prærien og Anne fra Grønnebakken, først læst højt af min mor indtil jeg kunne læse de sidste bind i serien selv.  

Lisbet: Hvem lærte dig at læse?
Asta: Mine forældre. Der er ingen tvivl om, at de har spillet den største rolle i mit liv, (også) når det kommer til læsning. Især min mors glæde og passion for de medrivende historier i romaner har inspireret mig og har lært mig, hvor fantastisk det er at læse. Det startede med Anne fra Grønnebakken og er kun fortsat siden da. 

Lisbet: Hvad var din største læseoplevelse som ung?
Asta: Jeg var, som utallige andre piger, kæmpestor fan af Twilight-serien. Jeg var besat af de bøger og det univers. Jeg elskede det så højt, og det var en meget stor del af mit liv og min identitet dengang at gå op i og dyrke det. Når jeg nu som voksen ser tilbage på det, kan jeg godt forundres over den indlevelsesevne og passion, jeg lagde for dagen, når det kom til Twilight. Jeg har nok læst første bind i serien en 15-20 gange på både dansk og engelsk. Serien havde alt det, mit unge hjerte sukkede efter; umulig men dyb kærlighed, venskaber, intimitet, mystik. 

Lisbet: Hvad er den bedste bog, du selv har givet som gave?
Asta: Forrige jul forærede jeg min fætter Væggen af Marlen Haushofer. Det er en roman, som har gjort et dybt indtryk på mig og en af de bedste, jeg har læst. Jeg tror desværre ikke min fætter var lige så fortryllet som jeg, men jeg var glad for, at endnu en fik den læseoplevelse, som Væggen er. Jeg har gjort det til en personlig mission at anbefale den til så mange som muligt, for det fortjener den virkelig. En helt vidunderlig roman. 

Lisbet: Hvilken bog har du for nylig været optaget af og hvorfor?
Asta: Jeg har de seneste år fået øjnene op for science fiction, og den bog, som katalyserede den interesse, var Ursula K. Le Guins Mørkets venstre hånd. Bare titlen er jo fuldstændig fantastisk og får mit blod til at isne, når jeg tænker på den grufulde historie. Den roman har ætset sig ind i min hukommelse og vækket min nysgerrighed efter mere science fiction og de undersøgelser af menneskets forhold til køn og naturen, som mange af de science fiction-romaner skrevet omkring 1950erne og 60erne beskriver. 

Lisbet: Hvem eller hvad inspirerer dig til læsning?
Asta: Det er svært for mig at sætte fingeren på præcis hvor, jeg finder inspiration til, hvad jeg skal læse næste gang. Det er, som om det nærmest sker, helt uden at jeg lægger mærke til det. Som en fornemmelse indefra.

Men jeg ved, at når min stak med bøger, der skal læses efter den næste, er høj, så skal jeg passe meget på at gå på biblioteket, for jeg kan slet ikke styre mig, når jeg går forbi udstillingen med ’anmelderdarlings’ og bøgerne med stjerneklistermærket, som man kun må låne i 14 dage. Der bliver min nysgerrighed og læselyst virkelig pirret, og jeg skal tage mig sammen for ikke at låne en 5-10 bøger med hjem hver gang, (som jeg så slukøret må aflevere to uger efter, ulæste, for selv ikke en passioneret læser som mig kan nå at læse så meget)

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Asta: Marvfolket af Keri Hulme, en maorisk New Zealandsk forfatter der vandt Booker-prisen for romanen tilbage i 1983. Romanen er en julegave fra min mor, og jeg havde ikke hørt om den før, men den er sært fascinerende og virkelig godt skrevet. Klart en anbefaling herfra. 

Lisbet: Hvordan tror du dit læseliv er om 30 år?
Asta: Jeg håber, at det ser ud, som det gør nu, hvor der altid ligger en bog på mit natbord, og jeg altid er i gang med en bog. Og så håber jeg, at jeg måske er blevet en del af en bogklub eller læsekreds, hvor jeg kan dele min læsning med andre. Jeg tror altid, jeg kommer til at være ’læsende’. 

Lisbet: Hvad er dit eget bedste læsehack?
Asta: Læs hver dag inden du skal sove. Det behøver ikke at være mere end et par sider, men læs hver dag. Det giver ro i hverdagen, man sover bedre, når man slutter sin dag med læsning, og man når at få læst de bøger, man gerne vil.  

Lisbet: Hvad er den smukkeste bog, du ejer?
Asta: Jeg er generelt meget optaget af bøgers omslag og har faktisk skrevet både bachelor og speciale om netop bøgers omslag og titler. Derfor vil jeg gerne svare på det her spørgsmål som hvilken bog, der fysisk er den smukkeste i min samling. Og der må jeg bare sige alle udgivelser i Solvej Balles Om udregning af rumfang-septologi. De bøger er så lækre og gennemførte i deres æstetiske udtryk. Farvevalgene til de enkelte bind som både er så smukke hver for sig og sammen giver en farvepalet, som jeg kun kan drømme at have god nok smag til at udvælge. Og omslagets taktilitet med dets lidt nubrede, men samtidig silkebløde overflade. Ej, men jeg kunne blive ved. Det er bare virkelig godt bog-håndarbejde, og nogle virkelig, virkelig gode romaner. 

Flere læserportrætter
Læserportræt-formatet har nu eksistereret otte år her på bloggen. Der er masser af lister og læsere at dykke ned i.

Portræt af en læser, der kan læse alle steder
Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læser i 2. klasse
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser
Portræt af en litteraturformidlende læser
Portræt af en læser i det italienske hjørne
Portræt af en kræsen læser med bred smag
Portræt af en læser i Norge
Portræt af en læser årgang 1951